Oprindelse og historie

Nu hos Classic Garden Elements tror vi bestemt, at det bibelske paradis var en have. Forresten helt rigtigt: Hvad kunne et paradis ellers være?

Den blev kaldt Edens Have. Vi er lige så sikre i vores antagelse om, at denne have havde en vis sanselighed. En sanselighed af modsatte attraktion.

Vi er ikke helt sikre på, hvordan Edens Have blev designet, især om espalier, pergolaer, buer og pergolaer allerede var i brug på det tidspunkt. Dette spørgsmål skal undersøges omhyggeligt, hvilket endnu ikke er blevet gjort.

Det, vi ved, er, at kunsten med pergolaer og espalier går tilbage til begyndelsen af ​​antikken i det antikke Grækenland, endda til assyrernes tid. Romerne kyssede også i duftende Rose arbors og gik hånd i hånd blandt de vinfyldte mennesker Pergolaer.

Den engelske forfatter og havedesigner Katherine Swift bringer os på en underholdende måde tour de force disse espalieres oprindelse og historie mere detaljeret. Katherine Swift bor i Morville Hall, et stateligt hjem i Shropshire. Hun er kendt for sine havesøjler, sine bestsellerbøger 'The Morville Hours' og de haver, hun skabte i Morville Hall.

Oprindelse og historie af espalier, pergolaer, buer og pergolaer

En refleksion over Katherine Swift

Legesyge piruetter af lys og skygge

Pergolaer, pergolaer og buer giver nogle af de mest intense havefornøjelser

• den synlige kontrast mellem arkitektur og natur,

• haveglæden ved bundne, dyrkede og frodige planter,

• Frugter og blomster, der dingler sensuelt foran mund, næse og øjne,

• men mere end noget andet, den fine vævning af inde og ude, den særlige følelse, som kun strukturer som disse formidler, strukturer, der er inde og ude på samme tid.

Oplevelsen af ​​at gå eller sidde under sådan en åben, plantedækket struktur er meget anderledes end at sidde blandt eller under træer, men også fra følelsen af ​​at være i en mere permanent struktur eller bygning.

I en pergola eller et lysthus er vi ikke fjernet fra havens syn, lyde og lugte, ikke fra de legende piruetter af lys og skygge, pusten fra en brise, skyernes drivende over os - faktisk føler vi alt af disse ting med en slags forhøjet sans Bevidsthed, som om rammekonstruktionen henledte vores opmærksomhed på ting, der tidligere blot var tom luft.

Grønne invitationer til at blive hængende

Lysthuse og pergolaer giver os glæden af ​​en oprindelig barnlig glæde ved tryghed, den lækre følelse af at være omgivet. Sådanne konstruktioner inviterer os til at deltage i haven: de lokker os til at komme ind, slentre, sidde og frem for alt dvæle. I disse luftige, lukkede strukturer bremses timer og minutter til en behagelig følelse af fuldstændig tidløshed.

Der er noget foruroligende og utilfredsstillende ved at sidde i haven uden at føle sig tryg, som at sidde i et rum uden åben ild: vi bliver aldrig længe, ​​vi sætter os aldrig ned med en bog eller en blank side og stirrer hvidt tilbage på os i det høje dagslys .

Ligeledes formidlet kl Spadseretur à deux Intet på landet giver følelsen af ​​intimitet og tryghed som det brede udsyn til det fri, fokuseret fra en tilgroet pergola.

Og spisning uden den behagelige lyse nuance af espalier-pavilloner eller lysthuse virker rutinepræget, endda spartansk, uanset hvor fantastisk vejret måtte være.

Assyriske kong Ashurbanipal og Getrude Jeckyll

Tiltrækningen ved sådanne konstruktioner er universel og tidløs og spænder over kontinenter og årtusinder.

Og siden oldtidens begyndelse har de bevidst og direkte leget med vores sanselige følelser. Især de tidligste afbildninger af sådanne åbne bygninger brugte dem ofte som rammer for spise- og drikkefester:

Grækere og romere strækker sig liderligt på deres spisesofaer, den assyriske kong Ashurbanipal fester med sin dronning under en drue lysthus, og hygger sig i den alexandrinske badeby Canopus under modne druer og duftende roser.

I det 2. århundrede e.Kr. kommenterede den græske forfatter Achilleus Tatios på virkningerne af lys og penumbra, det lækre samspil mellem kølighed og varme på huden - en effekt, som Gertrude Jeckyll omhyggeligt gengav seksten hundrede år senere i de værker, hun skabte Engelske haver er. iscenesat. 

Siden umindelige tider har disse vidunderlige bygninger betaget kunstnere og havedesignere med skønheden i deres arkitektur. Begge eksperimenterer med den legende, erotiske kontrast mellem arkitektur og blidt snoede planter: i haver, i kunstværker og artefakter, fra græske vaser til prærafaelitiske stoffer og tapeter.

Madonna og barn

I middelalderens kristendom fik lysthuse, især rosenlyve af enhver art, en yderligere åndelig betydning - som baggrund for afbildninger af Madonnaen og Barnet.

På den ene side bragte de de hellige skikkelser ind i det virkelige liv i en hverdagsscene, og på den anden side berigede de hverdagen med bevidstheden om Guds skaberværks herlighed.

Symbolikken i malerier som Cranachs Madonna in the Vine Arbor inviterer beskueren til at internalisere partnerskabet mellem Gud og mennesket i spejlet af partnerskaberne mellem arkitektur og planter, gartnere og natur.

Æstetik og praktisk brug

Et gennemgående tema er kombinationen af ​​æstetik og praktiske havebrugsmæssige fordele. Oprindelsen af ​​pergolaer, pergolaer og buer kan findes i klatrehjælpemidlerne fra gammel vindyrkning. Disse oprindeligt simple understøtninger blev hurtigt brugt til en række andre klatreplanter. Vin og roser har været en almindelig kombination siden oldtiden. I dag viser en række moderne espalier med succesfulde design skønheden, sensualiteten og fordelene ved frugter, klatreplanter, duft og blomster. Men ud over deres rene havefunktion har især pergolaformede konstruktioner altid været vigtige bindeled, formidlere og adskillere mellem to sfærer: I et kloster eller et slot i middelalderens Europa forbinder pergolaer forskellige bygninger.

I japanske haver TORII Bue overgangen mellem den verdslige og den hellige del. Og i de engelske haver i det tyvende århundrede, som er opdelt i haverum, en pergola eller en Rose bue vejen fra den ene havestue til den næste.

Kraftige lignelser om forgængelighed og forandring

Nogle sådanne konstruktioner minder mere om faste havebygninger, solidt bygget i sten, hvor vi finder et interiør som et hus designet til at holde: beskyttet mod fugt, overdækket, nogle gange muret.

Men de her omhandlede pergolaer, pergolaer og buer formidler konsekvent en overvældende følelse af forgængelighed og bevægelse, en følelse af alt for flygtige øjeblikke.

Nogle kulturer udvælger planter for at forstærke følelsen af ​​flygtighed, som med den traditionelle brug af blåregn i Japan: blåregn, hvis sarte, sarte blomster udsættes for frost og regn, stødt af ethvert vindstød.

Andre steder blev planterne imidlertid valgt netop for at vende denne effekt: som med tunnelerne og arborene i det syttende århundredes Europa, skabt af afskårne avnbøg.

Her overtager anlægget arkitekturens funktion, mens arkitekturen tager form af stadig mere fantastiske espalier, især de franske. treillages fungerer som et helt selvstændigt ornament.

Selv i dag leger designere med 'tidens' instrument. Dels designer du pergolaer og pergolaer af dynamiske, holdbare konstruktioner som levende træ, som pil. Til gengæld bruger de materialer som rustfrit stål, som efterlades ubeplantet.

Åbne, plantedækkede lysthuse, buer, pergolaer og Pavillions Til gengæld reagerer de på tid og årstider, ligesom haven selv.

Planterne spirer, blomstrer og bærer frugt. De visner eller går i dvale. I mellemtiden forvitrer de strukturer, der understøtter dem, blidt gennem årene. Vidunderlige eksempler på værens foranderlighed.